<<< Tilbage

Hvordan kan en mand, der som såkaldt forsvarsminister har stået for et Danmark i krig, være endt som én af landets mest populære ledere, mens ophavsmanden til én af landets mest populære fodboldklubber, som måske endda har en god del af æren for skabelsen af en dansk eliteliga, er blevet sendt på førtidspension – billedligt talt på krykker.

Søren Gade har gennem sin ministertid måttet tage ansvaret for nogle gevaldige fadæser. Men selv uden dem er det vanskeligt at begribe, hvorledes man som forsvarsminister for et land, som er gået i krig mod fremmede lande langt borte, kan fremstå som den mest savnede på den politiske scene – hvis man spørger befolkningen. Og for at være ærlig er jeg også selv blevet grebet lidt af situationen og Søren Gades våde øjne. Han har stået for at sende unge danske mænd i deres bedste alder, hvoraf ikke så få har mistet livet, tilsyneladende med den daværende statsministers karriereplan som væsentligste begrundelse, og alligevel kunne han gå ind på scenen og vinde X-faktor.

Don Ø derimod har leveret et meget lidt misundelsesværdigt exit fra sin position som Parkens ukronede konge. Gennem hele sin karriere som ubetinget leder af Parkens stadigt mere vidtforgrenede virksomhedsimperium, har Flemming Østergaard kunnet bekræfte sig i sin succes, som dels blev udtrykt i de økonomiske resultater, dels ved FCK’s sportslige succes og i perioder også i aktiekursen. Under forløbet må man sige, at Don Ø’s resultater så mere strålende ud end Søren Gades.

Ved nærmere eftersyn måtte det dog nok konstateres, at Parkens værdiskabelse de senere år i stigende grad blev forklaret ved værdireguleringer og ikke kontant indtjening, og at der i tiltagende grad måtte stilles spørgsmålstegn ved de forretninger, som blev indgået. Købet af Lalandia på Lolland var måske isoleret set ikke så dårligt. Men med købet af fitness.dk fra Hans Henrik Palm, salg af kontortårne, etableringen af Lalandia Billund, beslutning om udvidelse af Parkens kontortårne/tribuner og køb af et ferieprojekt i Italien, gik noget galt for Flemming Østergaard og dermed for Parken. Parkens stærke matematiske hjerne, Jørgen Glistrup, forlod - af andre årsager – foretagendet, og selv om det måske ikke isoleret var et signal på, at udviklingen var problematisk, var det nok en advarselslampe, at ledelsen stod uden sin rationelle hjernehalvdel.

Det var i hvert fald dengang, vi hos Dansk Aktie Analyse valgte at sætte Parken-aktien på en ”undervægts-anbefaling”. Men skaden skete jo ikke alene ved, at Parkens rationelle hjernehalvdel forsvandt. Den skete i takt med, at forudsætningerne for de mange projekter begyndte at skride, hvilket især den globale kreditkrise medvirkede til.

Ret beset burde Don Ø have været mindst lige så robust over for den udefra kommende globale kreditkrise, som Søren Gade var det over for interne fejl i den organisation, han havde ansvar for. Man kan ikke bare give vejret og omgivelserne skylden. Det er ikke alene en leders ansvar at udnytte mulighederne, som opstår, men også at være forberedt på og håndtere omverdenens udfordringer.

Men når Søren Gades popularitet er steget til ufattelige højder, mens Don Ø’s popularitet er dykket, hænger det nok sammen med, at Søren Gade fremstår som en ærlig mand, der gjorde det bedste han i sit job havde mulighed for, mens Don Ø fremstår som én, der lod sine egne interesser stå højest. Det går, så længe egne interesser er sammenfaldende med den organisation, man er sat til at varetage. Men når interessemodsætningen begynder at blive for dominerende, går modellen i stykker. Og det er præcis her forskellen på de to lederes blev skabt.

Af Peter Falk-Sørensen

Dansk Aktie Analyse A/S

<<< Tilbage